Vi skal spare hvor det gør mindst ondt

Kære medborgere i Egedal kommune.

I disse dage kan vi i dagspressen læse om de betydelige summer, landets kommuner skal finde som besparelser. Desværre er Egedal kommune ikke nogen undtagelse.

Vi skal spare mange millioner i en økonomi, som igennem flere år har været præget af besparelseskrav. Der er næppe mange unødige omkostninger, og besparelserne skal forsøges fundet , hvor det gør mindst ondt - sådan som man også gør i familierne i en tid med prisstigninger, der ikke modsvares af stigende indtægter.

I sidste uge deltog jeg i et borgermøde om budgettet. På mødet kom mange gode synspunkter frem fra interesserede borgere og var en bekræftelse på, hvor givende borgerinddragelse er i det kommunale arbejde. På mødet blev det anført, at nogle foreslåede besparelser ved fejlsynkning og reduceret hygiejne ved færre rengøringsbesøg hos ældre medborgere kan være fatale for disse sårbare borgere, ligesom besparelser på børneområdet let medfører risiko for at nogle tabes, og aldrig finder fodfæste i det lange liv, de forhåbentlig har foran sig. Vi skal i særlig grad værne om de grupper, der ikke selv har let ved at komme til orde.

I lokallisten Ny Egedal er vi bevidst om det ansvar, der påhviler os overfor de svage medborgere og børnene, og vi vil i det hele taget gøre vores yderste for at finde besparelser, der rammer borgerne mindst muligt.

Et af de steder, hvor besparelser måske kan gennemføres med et minimum af gene for borgerne, er deltagelsen i de fælleskommunale interesseorganisationer Egedal kommune deltager i. Som i private husholdninger, hvor der er en tendens til, at bibeholde abonnementer også efter at disse har mistet deres betydning for brugeren, kunne det tænkes at interessen i nogle af vore medlemskaber ikke mere berettiger udgiften.
Jeg har derfor anmodet administrationen om en samlet oversigt over, hvilke foreninger kommunen deltager i, den årlige omkostning og en kort note om værdien foreningen tilfører Egedal kommune. Vi kan herefter prioritere - beholde det der giver værdi og melde os ud af det, der ikke er relevant.

Vi arbejder på højtryk for at finde de besparelser, der gør mindst ondt på borgerne og medarbejderne i Egedal kommune.

Med venlig hilsen

Kristian Petersen Nørgaard

Byrådsmedlem, Lokallisten Ny Egedal