DE
POLITISKE
FOKUS
OMRÅDER

DET UNGE liv

Et væsentligt fokusområde for Lokallisten Ny Egedal er at redefinere og opgradere skolepolitikken.

Folkeskoler, uddannelsesmuligheder og fritidsliv skal hænge sammen i en konstruktiv og udviklende model. Udforskning, udfoldelse og uddannelse.  

Vi foreslår en borgerinddraget strategi omkring struktur af folkeskolerne så de kan udvikle lokale særpræg i et fremmende fællesskab. Det betyder friere rammer for de enkelte skoler samt plads til planer for inklusion og integration i nærmiljø og bysamfund. 

Kommunalt skal vi støtte med ressourcer og opnå en vidensdeling, der kan optimere folkeskolerne så de er attraktive og troværdige for både fagpersonale, elever og tilliden fra familien.  

Den glade familie

Lokallisten Ny Egedal tager seriøst og ordentligt hånd om sager der angår trivsel på tværs af borgerne. De behov, der er, opstår, eller ikke er velfungerende.  

Det betyder at børnefamilier, de unge, de ældre, de enlige, dem med særlige behov og handicap, selvstændigt erhvervsdrivende, mfl. skal inkluderes i en tryg, udviklende og inddragende model. 

Det er en meget vigtig parameter for Lokallisten Ny Egedal at støtte ”den sunde og raske familie” gennem indsigt og aktivitet.

Det givende sammenhold

For Lokallisten Ny Egedal er de lokale fællesskaber mellem borgerne nøglen til trivsel og sammenhold. 

Vi vil støtte fællesskaber lokalt og på tværs i Egedal omkring sport og idræt, aftenskoler og friluftsliv – et socialt liv med mange netværk. 

Det givende sammenhold er også et sammenhængende fællesskab. Herfra spirer kreativitet og initiativ.  

Det er en ambition for Lokallisten Ny Egedal at skabe et attraktivt samarbejde mellem erhvervsliv og de unge så vi kan fastholde og udvikle kompetencer og trivsel.

Den trygge by

Lokallisten Nye Egedal's grundprincip om borgerinddragelse skal gavne en tillidsbaseret kultur. 

Det skal prioriteres som et kommunalt ansvar at inddrage borgerne samt skabe en smidig og imødekommende ledelse og administration i og af kommunen. Det skal være enkelt at tilgå de centrale kommunale ressourcer.  

Egedal skal tiltrække nye borgere samt formå at byde dem ordentligt velkommen.

I bæredygtige miljøer skal byudvikling sikre integration af ældre og yngre generationer.  

Og så skal vi følge med i Egedal! Virtuelle milijøer mellem kommune og borger bliver fx en væsentlig del af fremtiden.

den værdige alderdom

Lokallisten Ny Egedal vil gerne gentænke ældreområdet. Plejeindsatsens skal optimeres. Men også støtte omkring fællesskab mellem ældre bør styrkes. 

Vi vil aktivt inddrage og understøtte de ældre og deres pårørendes ønsker om en værdig alderdom.  

Indsatser omkring madordninger, fællesskaber, medicinadministration, nytænkende modeller for plejeboliger er alle områder Lokallisten Ny Egedal vil inkludere i debatten om en værdig alderdom.  

Den værdige alderdom omfatter også en imødekommende kommunal indsats, hvor der er tid til nærvær og omsorg.

den helende natur

Natur og miljø er en mærkesag for Lokallisten Ny Egedal.

Egedal er en smuk kommune med mange naturskønne områder. Vi skal bevare og udnytte til rekreative formål.  

Der er kommunale områder som trafik og logistik, der skal fungere i samspil med naturen. Dette skal vi kæmpe for på en seriøs og ordentlig måde.  

Lokallisten Ny Egedal lægger op til med borgerene at formulere en friluftsstrategi, hvor biodiversitet, byudvikling, bæredygtighed mm. prioriteres og fastholdes.  

Det gode købmandsskab

Lokallisten Ny Egedal ønsker en kommunalpolitik, der er effektiv, smidig og gennemskuelig. 

Den kommunale administration og forvaltning skal udvikles i en model hvor borgerinddragelse i prioriteringerne af de nødvendige ressourcer dokumenteres og besluttes. 

Det er essentielt i en moderne kommune at en forretningsorienteret tilgang til drift og udvikling kendetegner principperne. Vi skal se på fordeling af relevante ressourcer – det gælder økonomi, personale, og leverandørkrav. Organisatorisk er det et ønske at modernisere administrationen herunder udvalgsstrukturen så fokus og borgerinddragelse bliver mere enkel. 

Effektivitet og indsigt vil være Lokallisten Ny Egedal's målsætning for kommunes drift.  

den tidlige indsats

I en velfungerende kommune trives borgerne.  Borgerne skal have tillid til de kommunale ressourcer rækker både medmenneskeligt og økonomisk – også når der opstår særlige behov. 

Har borgerne brug for kommunal hjælp og støtte skal mulighederne være tydelige. Behovet skal  understøttes af en prioriteret tidlig indsats. 

Dette kan implementeres proaktivt på alle kommunens områder. 

At kunne administrere og investere i forebyggende og tidlig indsats kræver indsigt. 

Lokallisten Ny Egedal's princip om borgerinddragelse er essentielt for at kunne yde den trygge og tillidsfulde relation mellem borger og kommune.