Ulrik John Nielsen
Gruppeformand

Mail: ulrik@lokallistennyegedal.dk

Valgt til Byråd Egedal ved KV2017. 

Stifter af Lokallisten Ny Egedal, August 2020. 

Valgt til Byråd Egedal ved KV2021.

Selvstændig erhvervsdrivende i 30 år. Uddannet blomsterdekoratør med national samt international erfaring og anerkendelse. Driver forretning indenfor blomsterdekoration, gartneri og landbrug.

Opvokset i Ganløse, og bor der i dag med hustru og søn.

Mærkesager:

Det bæredygtige lokalpolitiske engagement er min drivkraft. At forny en politisk model for Egedal er min mærkesag. Ambitionen er udvikling ved borgerinddragelse i en åben model hvor nærvær, tillid, respekt og mod skaber handling.

Jeg er tiltrukket af den pionærånd lokallisterne i Danmark repræsenterer for fremtidens Kommuner. Partipolitiske overbevisninger støtter ikke det nære lokale konkrete arbejde. Samarbejde og tværpolitisk respekt er nødvendig i en moderne Kommune.


Lars Winther

mail: lars@lokallistennyegedal.dk

Valgt til byråd Egedal ved KV2021.

Mit navn er LARS WINTHER ANDERSEN. Jeg arbejder som lærer med 31 års erfaring. Jeg bor i Stenløse med min hustru. Hun og jeg, børn og børnebørn, samt min mor på plejehjem hører hjemme i Egedal.
Jeg spiller musik og har i mange år været en stor del af det musikalske kulturliv i kommunen. Jeg nyder mine samtaler med medborgere, når jeg møder dem på min vej i hverdagen.
Jeg stiller op som kandidat for Lokallisten Ny Egedal. Her kan du læse lidt om mig og hvorfor jeg stiller op til Egedal Byråd for en lokalt forankret liste.

Jeg flyttede til Stenløse i sommeren i 1972. Mine forældre havde valgt at skifte lejligheden i Glostrup ud med et parcelhus i Stenløse. Det var godt set! En kommune med enestående natur og i harmonisk udvikling med respekt for lokalområderne. Jeg begyndte i 1. klasse på den helt nye Præstegårdsskolen. Jeg mindes en fantastisk barndom og opvækst.
Kommunen bestod af flere lokalsamfund. Der var respekt om de andre små byer, f.eks. Stenlille, Slagslunde, Ganløse, Søsum og Veksø. Alle små lokale samfund, men i et fællesskab med et trygt og naturligt sammenhold.
Stenløse er nu en del af Egedal. Fortsat naturskøn og på mange områder en privilegeret kommune. Det er en stor opgave at løfte de fælles interesser og samtidig bevare identiteten i det lokale og nære, der kendetegner Egedal. Jeg ønsker at dele min erfaring og indsigt til positiv udviklingen af kommunen. Især en nytænkende opgradering af skolepolitikken og et fokus på en værdig ældrepleje optager mig.
Jeg uddannede mig til lærer 1990 og har undervist på Stenløse Privatskole i 25 år. I dag arbejder jeg på Sigerslevøster Privatskole, hvor jeg også er lærerrådsformand. Arbejdsglæden blandt medarbejderne giver rigtig gode resultater for børnenes læring og udvikling.
Alt for få børn trives i skolerne i Egedal. Alt for mange lærere har sagt deres stilling op, og det kniber at tiltrække både tilstrækkelig og kompetent arbejdskraft. Alt for mange pårørende til ældre på plejehjem er rystede over den mangel på pleje og omsorg, som deres kære oplever. De ansatte i plejesektoren oplever også en presset virkelighed, hvor arbejdsglæden givet kan forbedres.
Jeg har mine rødder i Egedal. Derfor er jeg også optaget af at udvikle optimale, trygge løsninger for borgerne i de lokale samfund og kommunen som helhed. Alt i alt mener jeg, at der er ting, der kan gøres bedre! Mere konstruktivt og meget mere nærværende. Det kræver lokalt engagement, indsigt og samarbejde. Det er jo netop borgerne i vores kommune det handler om i fornuftigt samspil med administration og ressourcer.
Lokallisten Ny Egedal giver en mulighed for at inddrage borgerne og forny det politiske virke lokalt!